Med hybridt powerhouse og kompromisløs kraftoverførsel sat på plads, kan Audi også sætte et markant kryds ved det vigtigste: Køreegenskaber i ægte RS-særklasse. Det sker gennem en nyudviklet undervogn, der er 10% stivere end den, man finder i den almindelige A5.
For at sikre de overbevisende køreegenskaber bruger RS 5 et uafhængigt hjulophæng med fem separate bærearme både for og bag. Forakslen er videreudviklet med nye led, forbindelser og bøsninger, mens bagakslen er udviklet fra bunden for at kunne arbejde optimalt sammen med det nye Dynamic Torque Control system.
De nye RS-dæmpere med twin-valve-teknologi styrer kompression og rebound uafhængigt af hinanden og minimerer krængning, ligesom den eliminerer "nikkebevægelser". Læg dertil en skalpel-skarp direkte styring med en 13:1 udveksling, der reagerer som en blitz, selv ved små input fra føreren.
Audi RS 5 leveres med 20" stålbremser og røde kalibre som standard, med 420 mm skiver foran og 400 mm bagpå. Som option tilbydes 21" keramiske bremser, der kan bringe bilen fra 100-0 km/t på kun 30,6 meter!
Hele pakken er ikke kun testet på almindelig vej og racerbane, men også på Audi Sports eget "hydro pulse" anlæg, der er en særlig testfacilitet, som er brugt til at justere og optimere undervognen under ekstreme påvirkninger: Dybe huller i vejen, ujævnt terræn med høj fart, pludselige vægtforskydninger osv. er testet igen og igen for at sikre, at undervognen til enhver tid understøtter føreren maksimalt.
Audi driving experience er ikke længere kun et kørekursus for de hungrende entusiaster. Det er nu også indbygget i Audi RS 5 i form af en digital instruktør, der giver information om alt fra bremsetryk og ratvinkel til sektortider, G-kræfter og driftvinkler. Alle faktorer, der viser, hvor man kan hente de sidste procenter. "Instruktøren" kender de fleste racerbaner allerede, og de ukendte "sløjfer" oprettes automatisk og får sin egen track-profil efter første omgang. En aktiv performanceanalyse uden behov for snik-snak i pitten med crewet.